Julens dårlige samvittighee

Datoen siger d. 20. december. Om bare 4 små dage har vi juleaften.

Juleaften, og julen i sig selv, har aldrig skulle planlægges i så høj grad som i år.

Jeg har ikke planlagt det store, men på trods af det bliver både lille-juleaften og juleaften meget travle.

23. december

  • Besøge Nakskov Juleby
  • Besøge min oldemor med en gavekurv og julegave
  • Lave mad til aftenens gæster
  • Holde snydejul med min mormor, morfar og far.
  • Se julekalendere
  • Stryge skjorter
  • Midnatsgudstjeneste

24. december

  • Martin skal til sin morfars fødselsdag (vi har valgt at blive hjemme!)
  • Stryge skjorter
  • Til julegudstjeneste
  • Besøge min mors gravsted
  • Besøge Martins fars gravsted
  • Tage imod gæster i sommerhuset
  • Se aftenens julekalender på forhånd
  • Se Disneys Juleshow
  • Juleaften hos Martins mormor og morfar

Dét er altså mange ting på 2 dage, med tanke på at L kun er 7 måneder og han med stor sandsynlighed er med til en stor del af det.

Jeg savner at julen er en rolig, hyggelig tid. For mig er julen gået hen og blevet en tid hvor man gør dit og dat for at glæde andre, men hvor jeg glemmer mig selv.

Men hvordan kommer jeg så derhen?

Jo, jeg tænker at jeg dropper al den dårlige samvittighed og kigger på min søn og hvad han har behov for. 😍

Havregrødspandekager

Lille L er snart 6 måneder (!), så vi er så småt begyndt at introducere vores mad. Her til morgen havde jeg lyst til noget anderledes morgenmad, så det blev til havregrødspandekager.

Jeg laver altid min havregrød i mikroovn. Én portion laves ud

  • 1 dl. havregryn
  • 2,5 dl. vand

Op i en skål eller dyb tallerken og 2,5 min. i mikroovnen på 800W. Bum!

Når det er til både L og jeg dropper jeg saltet.

Dertil tilføjer jeg 1 æg, 1/2 dl. havredrik og 1 spsk. mel. Jeg steger dem i rigeligt smør.

Jeg fik 6 lækre pandekager, som egentlig minder mere om klatkager, ud af det. Haps haps.

Jeg tænker at man sagtens kan lave en god portion og gemme i køleskabet eller fryse ned. Måske endda som en dessert med en klat syltetøj på?!

 

Lille L var godt tilfreds, om end han stadig er lidt mistænksom når det kommer til mad som ikke er mors babs.

20171107_082640

20171107_082731

20171107_082654

Amning

Hvad er amning for mig? Hvad er det for en størrelse? 

Amning har for mig, helt fra før min graviditet med Laurits, været det naturlige valg og en selvfølge.

Jeg søgte råd, læste blogs, læste bøger, læste forums, spurgte veninder og mange andre om hvad jeg skulle forberede mig på, hvad jeg skulle have hjemme osv.

 

Laurits blev født, som I måske ved d. 19. maj tidligt om morgenen. Det var ikke den hjemmefødsel jeg havde håbet på, men til gengæld et akut kejsersnit.

Kejsersnit, og især et akut, kan gøre det sværere at få gange i amningen. Det vidste jeg ikke. Jeg havde jo slet, slet ikke sat mig ind i hvad et kejsersnit kunne betyde for det var jo ikke en mulighed for mig.

Nu lå jeg med jorden dejligste dreng på mit bryst og jeg skulle amme. Anede jeg hvad jeg skulle? Nix!!! Jo, altså min brystvorte skulle ind i hans mund, men hvad med resten af kroppen? Nuvel, det føltes ganske naturligt og heldigvis havde jeg nogle enormt søde og hjælpsomme sygeplejerske omkring mig de første 36 timer.

 

Det tog tid, kræfter, tårer og lidt banderi, at få amningen i gang.

Udover det akutte kejsersnit, så stod min PCO (hormonsygdom!) og min overvægt i vejen for en nem start.

Heldigvis var der én særlig sygeplejerske der hjalp mig. Helle var stædig og sagde at det skulle vi nok få styr på. Men vigtigst af alt var det at slappe af og acceptere at L nok havde brug for en lille snaps (lidt modermælkserstatning på et snapseglas) for at få mad i maven, så han havde energi.

Jeg blev koblet op på en automatisk brystpumpe. Der skulle jeg sidde med hvert bryst og få stimuleret mælkeproduktionen i 20 min. hver gang L havde ligget ved brystet og stimuleret. Jeg følte mig ærlig talt som en malkeko, men jeg gjorde det gerne for at få amningen i gang.

Martin blev sendt i BabySam for at låne en maskine magen til, som jeg skulle fortsætte med hjemme.

På 3. dagen, efter den mest forfærdelige nat med skrigeri fra L grundet sult og en portion MME senere, løb mit mælk til. SÅ kom der gang i den. Begge bryster stod lige ud i luften og ville få Linse til at blive jaloux. For pokker hvor gjorde det ondt, men det var det værd.

L tog på som han skulle og alt var godt, indtil jeg fik et sår på venstre brystvorte. Der kom faktisk en flænge mellem selve brystet og vorte. Av, for satan!!! Det betød at vi ikke ammede så meget på venstre, men mest brugte højre.

 

I dag, et par måneder senere, virker venstre bryst faktisk ikke rigtig mere. Ikke at det er et problem, men mine bryster er nu meget forskellige. Det ene er altid fyldt med mælk og det andet er helt normalt (som før graviditeten.)

Laurits spiser lystigt fra mit højre bryst. Han spiser vel et sted imellem 6 og 12 gange om dagen. Det afhænger lidt af dagsformen.

Laurits hygger sig og det gør jeg faktisk også.

 

Jeg frygter lidt opstarten på almindelig mad, her om en lille måned. For hvad nu hvis det bare er toppen og at han ikke har brug for mig som fødekilde mere. Øv.. Det er en helt særlig ting at amme. Det skaber et eller andet form for særligt bånd.

 

Jeg glæder mig allerede til at L skal være storebror en dag i fremtiden. For så skal jeg igen lille med det her lille barn, som ikke er interesseret i alt hvad der foregår omkring det. Der har barnet kun brug for mig. Dét er særligt.

 

img_3526

Døgnets 24 timer

Jeg er ikke særlig aktiv på min blog for tiden. Det har jeg faktisk ikke været siden Laurits kom til verden i maj måned.

Jeg er på arbejde døgnets 24 timer. Alle sammen.. Det er hårdt, og langt hårdere end jeg havde forventet. Det er hårdt fysisk og psykisk. Kroppen får ikke nok søvn, næring og omsorg. Psyken får ikke nok søvn, næring og omsorg. Nogle dage kører alt på pumperne og jeg har mest lyst til at give op i 2 sekunder. Men så er det at der sket mirakler.

Min søde, søde søn som er så omsorgsfuld og givende smiler til mig. Ellers slår en prut så hele stuen runger. Det kan også være at han fortæller en god historie. Måske han ligger og knirker i søvne i sin slyngevugge.

img_3343

At blive mor til et lille menneske er hårdt, men det lille menneske giver SÅ meget igen.

Det kan godt være at mit BMI er alt for højt, vægten siger 10 kg. mere end da jeg blev gravid og at jeg ligner en Michelin mand i mit løbetøj. Jeg har fået verdens dejligste dreng, som jeg elsker overalt på jorden. Jeg bliver stadig overvældet af lykke og ærefrygt.

Der er dage hvor jeg er træt, har hovedpine og jeg synes at alle omkring mig ikke hjælper til. Det er ikke en dans på roser og lyserøde skyer alt sammen. Dét er det ikke. Men de smil der.. Åhh.. ❤️

img_3100

Min verdens har forandret sig, rigtig meget. Jeg er ikke længere fastsat på at skulle have en stor flot karriere. Nu handler mit mål om at give Laurits de bedste vilkår for hans opvækst og udvikling. Hvad det kommer til at betyde for mit liv når min barsel er ovre, det ved jeg ikke endnu, men en ændring kommer der til at ske.

Min dreng skal ikke være i institution størstedelen af sit vågne liv. Det vil jeg simpelthen ikke tillade. Han skal være sammen med sin mor eller far størstedelen af døgnets 24 timer.

Mit ar

Et ar tænker man som oftest på, som værende fysisk. Det er det også i denne fortælling, men det har tilgengæld også sat et psykisk aftryk.

Fredag d. 04.51 kom min dejlige dreng, Laurits, til verden. Det gjorde han ved et akut kejsersnit på Nykøbing F. sygehus. Den forudgående historie kan du få her

Det var en god oplevelse at få et kejsersnit. Folk på operationsstuen var så søde og anerkendende. Efterfølgende kom vi på intensiv, da opvågningen ikke var åben endnu. På barselsgangen fik jeg simpelthen så meget hjælp.

Men.. Det skulle åbenbart ikke ende her. Normalt kommer man hjem 2 dage efter fødsel ved kejsersnit, hvis man er kommet op af sengen, kan gå ud og tisse og komme af med afføring, og hvis man selv er tryg ved det. Vi tog hjem ca. 18 timer efter at Laurits var kommet til verden.

Jeg var blevet sat sammen med agraffer, som er en form for hæfteklammer. Det gjorde efter et par dage ondt, men vi mente ikke der var noget at være bekymret over. Tirsdag d. 23. maj havde vi besøg af sundhedsplejersken. Hun kiggede ikke på mit sår. Jeg havde dog observeret lidt rødme omkring, men tænkte at det var på baggrund af heling osv.

Onsdag vågner jeg om morgenen, men sindssyge smerter. Jeg kan knapt nok rejse mig fra sengen og må hive mig grædende op. Jeg ringer til lægen, for jeg skal have se på det her. Rødmen er blevet mere udbredt og er nu oppe på selve maven. Jeg får en tid lidt i 10. Martin og Laurits kører med, for min mavefornemmelse siger mig at det ikke er godt det her.

Lægen ser mit sår og siger at dét vil hun ikke have noget at gøre med. Hun ringer til barselsgangen i Nykøbing F. og vi får tid til at komme derhen kl. 13. Vi kører hurtigt ud og handle, hjem med varerne for at spise frokost og så kører vi til Nykøbing.

På sygehuset blev vi sat i et undersøgelsesrum. En sygeplejerske kunne godt se at såret var rødt, så hun ringede efter en læge, men der ville nok gå noget tid grundet travlhed. Min veninde fra Jylland spurgte om hun måtte se arret. I det Martin vil tage et billede begynder der at strømme pus ud af arret. Martin får fat i sygeplejersken og da hun ser det, melder hun sagen akut og der kommer kort tid efter en læge. De er ikke i tvivl. Mit sår skal åbnes op og renses i dybden. Hvor længe processen vil tage kan de ikke svare mig på, men jeg skal opereres hver 2. dag, hvor overliggerdagen kan vi være hjemme, hvis vi føler os sikre på det.

Jeg blev kørt på operationsstuen kort efter kl. 15. Det var en meget mærkelig fornemmelse at efterlade Martin og Laurits på stuen og blive kørt afsted af en fremmed, med tanke på at skulle i fuld narkose og ikke vide hvornår man kommer tilbage til dem.

Jeg blev renset op og fik at vide at jeg skulle komme igen om fredagen. Jeg blev kørt tilbage til Martin og Laurits. Narkosen havde indflydelse på min mælkeproduktion, så Laurits fik ikke nok mad for at blive mæt. Vi måtte supplere op med MME selvom det egentlig er imod min overbevisning.

img_3042

Fredag og søndag blev jeg opereret. Fredag i fuld narkose og søndag i en rus. I rusen er men vågen, men mærker ikke noget. Det føles som en 7-hestes brandert. Jeg var meget utryg ved oplevelsen, så det blev aftalt at næste gang var i fuld narkose.

Tirsdag d. 30. maj bliver jeg renset op for sidste gang og lukket. Det var vi ikke sikre på, da jeg blev kørt afsted. Jeg kom tilbage med blå nylonsnore stikkende ud af maven. De skulle sidde der i 10 dage.

Nogle dage senere klør mit ar, det lugter af sure tæer og er rødt. Mit hjerte hamrer afsted. Er der mon betændelse igen? Sygeplejersken hos min egen læge tager en prøve og jeg bliver sat på penicillin. Vask med vand, tør grundet og luft, luft, luft.

img_3040

Lørdag d. 10. juni kørte vi atter til Nykøbing F. Denne gang ikke for at blive opereret, men for at få fjernet sting. Stingene blev fjernet og pludselig kunne jeg bevæge mig meget mere frit.

Om mandagen viste jeg mit ar til min mormor. Arret havde åbnet sig lidt, så der var lidt gab i arret. Min mormor er tidligere SOSU-hjælper, så hun så hurtigt at der sad sting tilbage i såret. Jeg ringede med det samme ind til lægen og fik en tid samme eftermiddag.

img_3038

Sygeplejersken fik fjernet stinget og opfordrede mig til at lægge bomuldsklude ved arret for at holde det tørt. Der kom en del væske og lidt blod. Det ville ikke hjælpe på helingen. Så hjem og rive gamle bomuldslagner i stykker.

Nu sidder jeg knapt 2 måneder efter sidste operation og nu er mit ar endelig helet. Arret er blevet meget pænere end jeg selv havde troet.

img_3036

Med tiden vil det røde blive lysere og lysere. Så med mindre at vores næste baby skal tages ved kejsersnit, skal der forhåbentlig aldrig åbnes op her igen.

Psykisk er jeg her 2 måneder efter rolig. Da det stod på forberedte jeg mig psykisk på det værste. At komme i fuld narkose og blive opereret er farligt. Jeg forberedte mig hver gang på at sige farvel til Martin og Laurits. Jeg gav Martin mine koder til NemID, netbank osv. Han skulle være praktisk forberedt hvis jeg skulle dø.

Jeg var SÅ gal på lægen der havde lukket mig. Jeg var SÅ gal på sygehuset over at de havde sendt mig hjem, uden faglig viden omkring muligheden for betændelse bag arret og hvilke ting jeg skulle holde øje med. Overordnet var jeg gal. Det gjorde at jeg kom bedre igennem det end jeg egentlig her efterfølgende havde troet. Hvis jeg var blevet ked af det havde synes det var synd for mig, tror jeg at mine kræfter havde blevet brugt anderledes. Samtidig havde jeg jo også et kæmpe ansvar overfor min lille dreng.

Jeg nåede at blive opereret 5 gange på 11 dage. 3 gange i narkose, 1 gang med epiduralblokade og 1 gang i rus.