Grus i maskineriet..

Min beretning om hvordan en tirsdag aften pludselig udviklede sig til en tur til fødegangen på Nykøbing F. sygehus..

Tirsdag forløb som tirsdage forløber for tiden: Martin er på job og jeg trisser rundt herhjemme med min meget højgravide mave. Lidt vasketøj, lidt opvask, lidt serier på Netflix, hindbærblad the.

Martin kom hjem fra job, hoppede i bad og satte så ellers maden i gang. Vi fik en hakkebøf med fritter. Meget stille og roligt.

Kort tid efter vi havde spist fik jeg ondt i maven. Eller som sådan ikke i maven, men oppe under ribbenene. Jeg mistænkte lille L for at lave gymnastik oppe under ribbenene og tænkte at jeg blot skulle gå lidt rundt og strække armene over hovedet; som jeg så ofte har måtte gøre.

Åh.. Smerterne forsvandt altså ikke sådan lige. De blev faktisk værre. Smerterne var lige under ribbenene, hele vejen over. Av.. Martin sad i sofaen og prøvede at koncentrere sig om én af hans favorit serier for tiden, men han virkede nu alligevel lidt bekymret: Mon der var en fødsel på vej?

Selv jeg var i tvivl. Men der var jo ikke rigtig nogen pause, men bare smerter hele tiden.

Jeg prøver at sidde ned, ligge ned, læne mig op af en stor bold, gå en tur på toilettet, spise lidt mad.. INTET hjælper.

Martin går som oftest i seng omkring kl. 21, så han kan nå at få 7-8 timer om natten. Han vil dog ikke gå i seng, når jeg har så ondt. Han beder mig skrive til min jordemoder, Gitte, for at høre hvordan vi skal forholde os.

Jeg ved at hun har været i KBH hele aftenen, så det undrer mig ikke at hun ringer i stedet for at skrive. Hun spørger hvor smerterne sidder, om der er pause, om jeg har haft normal afføring, om jeg har spist anderledes osv. Hun mistænker galdesten, men samtidig er organerne presset så meget sammen at det også kan være leveren. Hun vil ringe til fødegangen, for at høre om de vil se mig eller hvad de i så fald mener jeg så skal gøre.

Jeg adviserer Martin, går en tur på toilettet og afventer at Gitte skal ringe tilbage. Vi forventer (og håber!) lidt at hun siger vi skal til Nykøbing, selvom at det vil betyde at vi nok ikke får så meget søvn og at Martin kan risikere at skulle tage en sygedag om onsdagen. Men for s*tan hvor gjorde det dog ondt og ikke mindst gjorde usikkerheden ondt.

Gitte ringede kort tid efter og bad mig tage 2 panodiler, sætte mig i bilen og køre mod Nykøbing F. En times tid i bil, hvor det er svært at sidde ned er ikke sjovt, men i dette tilfælde bare nødvendigt.

Vi lander i Nykøbing F. kl. 23-ish og tøffer op til fødegangen. Her tager en meget sød og rolig jordemoder imod os. Hele min krop ryster af smerter og vi bliver hurtigt ledt ind på en fødestue. Jeg skal have taget målinger af lille L, mit blodtryk og en urinprøve. Der er ikke noget at sætte en finger på, så de bestiller blodprøver og en scanning af maveregionen.

Blodprøverne skal af gode grunde lige analyseres førend de kan få et svar. Undervejs er der en meget fødende kvinde på vej, så vi giver fødestuen til hende og går i stedet ned i opholdsstuen for at afvente svarene på blodprøverne. Åh.. Smerter og ventetid. Ikke min stærke side..

Jordemoderen kommer efter 30 min. og fortæller at lægen netop har kørt den fødende kvinde til akut kejsersnit, så der vil gå 1 times tid, inden jeg kan blive scannet og samtidig få svar på mine blodprøver. Martin ligger sig på sofaen for at sove lidt og jeg går op og ned af barselsgangen for at kunne holde smerterne ud. Klokken har på nuværende tidspunkt passeret midnat.

Omkring 1.30 bliver vi vist tilbage til den lille stue, hvor lægen kort tid efter kommer for at scanne mig. Han kan umiddelbart ikke se noget på scanningen. Mine blodprøver viser ikke noget alarmerende, men mine trombocytter er lave. Det har betydning for om hvorvidt mit blod kan koagulere (størkne), så de vil gerne have nye blodprøver i morgen tidlig. Da vi har 1 times kørsel hver vej, og vi allerede er godt trætte, bliver vi tilbudt en barselsstue. Det takker vi ja til.

Klokken når at runde 2.30 inden vi har lagt os til at sove. Det er dejligt at komme ned at ligge. Smerterne er klinget lidt af, men er der stadig. På stuen ved siden af er der en baby, som ofte græder. Det får betydning for mængden og kvaliteten af søvnen dén nat.

Klokken bliver ikke mere end 5-5.30, da jeg opgiver at sove mere. Jeg ved at Martins vækkeur ringer kl. 6, så jeg afventer.

Martin har sovet på en ret træls sovesofa, så han er mørbanket da vækkeuret ringer. Vi kommer i tøjet, får tisset af og børstet tænder. Smerterne er mere eller mindre væk, men for pokker hvor er jeg dog sulten.. Hm, 2-3 timer til blodprøverne skal tages på fastende mave. Suk..

Martin ringer sig syg. Hans firmabil bliver afhentet hjemme på Langø og hans makker bliver sat ind i dagens opgaver.

Blodprøverne bliver tager omkring kl. 9 og en jordemoder kommer og fortæller at jeg skal til scanning. Der vil komme nogle og hente mig og følge mig derhen. Vi ligger os begge i min seng og finder en film på Viaplay. 2 meget søde kvinder kommer og følger mig til scanning kl. 9.30.

Scanningen viser ‘grus’ og fortykket galde i galdeblæren. Der er ikke nogen større sten at se, men da alt er presset så meget sammen grundet den store baby i maven kan gruset sagtens være nok til at give smerter. Så diagnosen er, sagt med et smil, grus i maskineriet.

Jeg har endnu ikke fået svar på blodprøver, så vi tøffer tilbage til barselsstuen. Efter lidt tid er jeg alt for utålmodig og går ned og beder om morgenmad. De kunne på daværende tidspunkt sælge sand i Sahara til mig. For pokker hvor er jeg dog sulten.

Klokken når at blive 11.30 og Martin går ned for at høre til blodprøverne. De har endnu ikke hørt noget, men kontakter lægen.

Kl. 12, ca. 13 timer efter vi ankom, kommer en læge forbi og fortæller at blodprøverne er fine og vi må gerne køre hjem, for de kan umiddelbart ikke gøre noget.

De ønsker os god tur hjem og håber vi får vores ønske om en hjemmefødsel opfyldt. De håber vi også..

Så grus i maskineriet.. Tja, heldigvis er smerterne væk, men kan desværre vende tilbage. Der skal laves nye undersøgelser når lille L er født og der er gået 8-10 uger.