Mit ar

Et ar tænker man som oftest på, som værende fysisk. Det er det også i denne fortælling, men det har tilgengæld også sat et psykisk aftryk.

Fredag d. 04.51 kom min dejlige dreng, Laurits, til verden. Det gjorde han ved et akut kejsersnit på Nykøbing F. sygehus. Den forudgående historie kan du få her

Det var en god oplevelse at få et kejsersnit. Folk på operationsstuen var så søde og anerkendende. Efterfølgende kom vi på intensiv, da opvågningen ikke var åben endnu. På barselsgangen fik jeg simpelthen så meget hjælp.

Men.. Det skulle åbenbart ikke ende her. Normalt kommer man hjem 2 dage efter fødsel ved kejsersnit, hvis man er kommet op af sengen, kan gå ud og tisse og komme af med afføring, og hvis man selv er tryg ved det. Vi tog hjem ca. 18 timer efter at Laurits var kommet til verden.

Jeg var blevet sat sammen med agraffer, som er en form for hæfteklammer. Det gjorde efter et par dage ondt, men vi mente ikke der var noget at være bekymret over. Tirsdag d. 23. maj havde vi besøg af sundhedsplejersken. Hun kiggede ikke på mit sår. Jeg havde dog observeret lidt rødme omkring, men tænkte at det var på baggrund af heling osv.

Onsdag vågner jeg om morgenen, men sindssyge smerter. Jeg kan knapt nok rejse mig fra sengen og må hive mig grædende op. Jeg ringer til lægen, for jeg skal have se på det her. Rødmen er blevet mere udbredt og er nu oppe på selve maven. Jeg får en tid lidt i 10. Martin og Laurits kører med, for min mavefornemmelse siger mig at det ikke er godt det her.

Lægen ser mit sår og siger at dét vil hun ikke have noget at gøre med. Hun ringer til barselsgangen i Nykøbing F. og vi får tid til at komme derhen kl. 13. Vi kører hurtigt ud og handle, hjem med varerne for at spise frokost og så kører vi til Nykøbing.

På sygehuset blev vi sat i et undersøgelsesrum. En sygeplejerske kunne godt se at såret var rødt, så hun ringede efter en læge, men der ville nok gå noget tid grundet travlhed. Min veninde fra Jylland spurgte om hun måtte se arret. I det Martin vil tage et billede begynder der at strømme pus ud af arret. Martin får fat i sygeplejersken og da hun ser det, melder hun sagen akut og der kommer kort tid efter en læge. De er ikke i tvivl. Mit sår skal åbnes op og renses i dybden. Hvor længe processen vil tage kan de ikke svare mig på, men jeg skal opereres hver 2. dag, hvor overliggerdagen kan vi være hjemme, hvis vi føler os sikre på det.

Jeg blev kørt på operationsstuen kort efter kl. 15. Det var en meget mærkelig fornemmelse at efterlade Martin og Laurits på stuen og blive kørt afsted af en fremmed, med tanke på at skulle i fuld narkose og ikke vide hvornår man kommer tilbage til dem.

Jeg blev renset op og fik at vide at jeg skulle komme igen om fredagen. Jeg blev kørt tilbage til Martin og Laurits. Narkosen havde indflydelse på min mælkeproduktion, så Laurits fik ikke nok mad for at blive mæt. Vi måtte supplere op med MME selvom det egentlig er imod min overbevisning.

Fredag og søndag blev jeg opereret. Fredag i fuld narkose og søndag i en rus. I rusen er men vågen, men mærker ikke noget. Det føles som en 7-hestes brandert. Jeg var meget utryg ved oplevelsen, så det blev aftalt at næste gang var i fuld narkose.

Tirsdag d. 30. maj bliver jeg renset op for sidste gang og lukket. Det var vi ikke sikre på, da jeg blev kørt afsted. Jeg kom tilbage med blå nylonsnore stikkende ud af maven. De skulle sidde der i 10 dage.

Nogle dage senere klør mit ar, det lugter af sure tæer og er rødt. Mit hjerte hamrer afsted. Er der mon betændelse igen? Sygeplejersken hos min egen læge tager en prøve og jeg bliver sat på penicillin. Vask med vand, tør grundet og luft, luft, luft.

Lørdag d. 10. juni kørte vi atter til Nykøbing F. Denne gang ikke for at blive opereret, men for at få fjernet sting. Stingene blev fjernet og pludselig kunne jeg bevæge mig meget mere frit.

Om mandagen viste jeg mit ar til min mormor. Arret havde åbnet sig lidt, så der var lidt gab i arret. Min mormor er tidligere SOSU-hjælper, så hun så hurtigt at der sad sting tilbage i såret. Jeg ringede med det samme ind til lægen og fik en tid samme eftermiddag.

Sygeplejersken fik fjernet stinget og opfordrede mig til at lægge bomuldsklude ved arret for at holde det tørt. Der kom en del væske og lidt blod. Det ville ikke hjælpe på helingen. Så hjem og rive gamle bomuldslagner i stykker.

Nu sidder jeg knapt 2 måneder efter sidste operation og nu er mit ar endelig helet. Arret er blevet meget pænere end jeg selv havde troet.

Med tiden vil det røde blive lysere og lysere. Så med mindre at vores næste baby skal tages ved kejsersnit, skal der forhåbentlig aldrig åbnes op her igen.

Psykisk er jeg her 2 måneder efter rolig. Da det stod på forberedte jeg mig psykisk på det værste. At komme i fuld narkose og blive opereret er farligt. Jeg forberedte mig hver gang på at sige farvel til Martin og Laurits. Jeg gav Martin mine koder til NemID, netbank osv. Han skulle være praktisk forberedt hvis jeg skulle dø.

Jeg var SÅ gal på lægen der havde lukket mig. Jeg var SÅ gal på sygehuset over at de havde sendt mig hjem, uden faglig viden omkring muligheden for betændelse bag arret og hvilke ting jeg skulle holde øje med. Overordnet var jeg gal. Det gjorde at jeg kom bedre igennem det end jeg egentlig her efterfølgende havde troet. Hvis jeg var blevet ked af det havde synes det var synd for mig, tror jeg at mine kræfter havde blevet brugt anderledes. Samtidig havde jeg jo også et kæmpe ansvar overfor min lille dreng.

Jeg nåede at blive opereret 5 gange på 11 dage. 3 gange i narkose, 1 gang med epiduralblokade og 1 gang i rus.