Døgnets 24 timer

Jeg er ikke særlig aktiv på min blog for tiden. Det har jeg faktisk ikke været siden Laurits kom til verden i maj måned.

Jeg er på arbejde døgnets 24 timer. Alle sammen.. Det er hårdt, og langt hårdere end jeg havde forventet. Det er hårdt fysisk og psykisk. Kroppen får ikke nok søvn, næring og omsorg. Psyken får ikke nok søvn, næring og omsorg. Nogle dage kører alt på pumperne og jeg har mest lyst til at give op i 2 sekunder. Men så er det at der sket mirakler.

Min søde, søde søn som er så omsorgsfuld og givende smiler til mig. Ellers slår en prut så hele stuen runger. Det kan også være at han fortæller en god historie. Måske han ligger og knirker i søvne i sin slyngevugge.

At blive mor til et lille menneske er hårdt, men det lille menneske giver SÅ meget igen.

Det kan godt være at mit BMI er alt for højt, vægten siger 10 kg. mere end da jeg blev gravid og at jeg ligner en Michelin mand i mit løbetøj. Jeg har fået verdens dejligste dreng, som jeg elsker overalt på jorden. Jeg bliver stadig overvældet af lykke og ærefrygt.

Der er dage hvor jeg er træt, har hovedpine og jeg synes at alle omkring mig ikke hjælper til. Det er ikke en dans på roser og lyserøde skyer alt sammen. Dét er det ikke. Men de smil der.. Åhh.. ❤️

Min verdens har forandret sig, rigtig meget. Jeg er ikke længere fastsat på at skulle have en stor flot karriere. Nu handler mit mål om at give Laurits de bedste vilkår for hans opvækst og udvikling. Hvad det kommer til at betyde for mit liv når min barsel er ovre, det ved jeg ikke endnu, men en ændring kommer der til at ske.

Min dreng skal ikke være i institution størstedelen af sit vågne liv. Det vil jeg simpelthen ikke tillade. Han skal være sammen med sin mor eller far størstedelen af døgnets 24 timer.