Et ar tænker man som oftest på, som værende fysisk. Det er det også i denne fortælling, men det har tilgengæld også sat et psykisk aftryk.

Fredag d. 04.51 kom min dejlige dreng, Laurits, til verden. Det gjorde han ved et akut kejsersnit på Nykøbing F. sygehus. Den forudgående historie kan du få her

Det var en god oplevelse at få et kejsersnit. Folk på operationsstuen var så søde og anerkendende. Efterfølgende kom vi på intensiv, da opvågningen ikke var åben endnu. På barselsgangen fik jeg simpelthen så meget hjælp.

Men.. Det skulle åbenbart ikke ende her. Normalt kommer man hjem 2 dage efter fødsel ved kejsersnit, hvis man er kommet op af sengen, kan gå ud og tisse og komme af med afføring, og hvis man selv er tryg ved det. Vi tog hjem ca. 18 timer efter at Laurits var kommet til verden.

Jeg var blevet sat sammen med agraffer, som er en form for hæfteklammer. Det gjorde efter et par dage ondt, men vi mente ikke der var noget at være bekymret over. Tirsdag d. 23. maj havde vi besøg af sundhedsplejersken. Hun kiggede ikke på mit sår. Jeg havde dog observeret lidt rødme omkring, men tænkte at det var på baggrund af heling osv.

Onsdag vågner jeg om morgenen, men sindssyge smerter. Jeg kan knapt nok rejse mig fra sengen og må hive mig grædende op. Jeg ringer til lægen, for jeg skal have se på det her. Rødmen er blevet mere udbredt og er nu oppe på selve maven. Jeg får en tid lidt i 10. Martin og Laurits kører med, for min mavefornemmelse siger mig at det ikke er godt det her.

Lægen ser mit sår og siger at dét vil hun ikke have noget at gøre med. Hun ringer til barselsgangen i Nykøbing F. og vi får tid til at komme derhen kl. 13. Vi kører hurtigt ud og handle, hjem med varerne for at spise frokost og så kører vi til Nykøbing.

På sygehuset blev vi sat i et undersøgelsesrum. En sygeplejerske kunne godt se at såret var rødt, så hun ringede efter en læge, men der ville nok gå noget tid grundet travlhed. Min veninde fra Jylland spurgte om hun måtte se arret. I det Martin vil tage et billede begynder der at strømme pus ud af arret. Martin får fat i sygeplejersken og da hun ser det, melder hun sagen akut og der kommer kort tid efter en læge. De er ikke i tvivl. Mit sår skal åbnes op og renses i dybden. Hvor længe processen vil tage kan de ikke svare mig på, men jeg skal opereres hver 2. dag, hvor overliggerdagen kan vi være hjemme, hvis vi føler os sikre på det.

Jeg blev kørt på operationsstuen kort efter kl. 15. Det var en meget mærkelig fornemmelse at efterlade Martin og Laurits på stuen og blive kørt afsted af en fremmed, med tanke på at skulle i fuld narkose og ikke vide hvornår man kommer tilbage til dem.

Jeg blev renset op og fik at vide at jeg skulle komme igen om fredagen. Jeg blev kørt tilbage til Martin og Laurits. Narkosen havde indflydelse på min mælkeproduktion, så Laurits fik ikke nok mad for at blive mæt. Vi måtte supplere op med MME selvom det egentlig er imod min overbevisning.

Fredag og søndag blev jeg opereret. Fredag i fuld narkose og søndag i en rus. I rusen er men vågen, men mærker ikke noget. Det føles som en 7-hestes brandert. Jeg var meget utryg ved oplevelsen, så det blev aftalt at næste gang var i fuld narkose.

Tirsdag d. 30. maj bliver jeg renset op for sidste gang og lukket. Det var vi ikke sikre på, da jeg blev kørt afsted. Jeg kom tilbage med blå nylonsnore stikkende ud af maven. De skulle sidde der i 10 dage.

Nogle dage senere klør mit ar, det lugter af sure tæer og er rødt. Mit hjerte hamrer afsted. Er der mon betændelse igen? Sygeplejersken hos min egen læge tager en prøve og jeg bliver sat på penicillin. Vask med vand, tør grundet og luft, luft, luft.

Lørdag d. 10. juni kørte vi atter til Nykøbing F. Denne gang ikke for at blive opereret, men for at få fjernet sting. Stingene blev fjernet og pludselig kunne jeg bevæge mig meget mere frit.

Om mandagen viste jeg mit ar til min mormor. Arret havde åbnet sig lidt, så der var lidt gab i arret. Min mormor er tidligere SOSU-hjælper, så hun så hurtigt at der sad sting tilbage i såret. Jeg ringede med det samme ind til lægen og fik en tid samme eftermiddag.

Sygeplejersken fik fjernet stinget og opfordrede mig til at lægge bomuldsklude ved arret for at holde det tørt. Der kom en del væske og lidt blod. Det ville ikke hjælpe på helingen. Så hjem og rive gamle bomuldslagner i stykker.

Nu sidder jeg knapt 2 måneder efter sidste operation og nu er mit ar endelig helet. Arret er blevet meget pænere end jeg selv havde troet.

Med tiden vil det røde blive lysere og lysere. Så med mindre at vores næste baby skal tages ved kejsersnit, skal der forhåbentlig aldrig åbnes op her igen.

Psykisk er jeg her 2 måneder efter rolig. Da det stod på forberedte jeg mig psykisk på det værste. At komme i fuld narkose og blive opereret er farligt. Jeg forberedte mig hver gang på at sige farvel til Martin og Laurits. Jeg gav Martin mine koder til NemID, netbank osv. Han skulle være praktisk forberedt hvis jeg skulle dø.

Jeg var SÅ gal på lægen der havde lukket mig. Jeg var SÅ gal på sygehuset over at de havde sendt mig hjem, uden faglig viden omkring muligheden for betændelse bag arret og hvilke ting jeg skulle holde øje med. Overordnet var jeg gal. Det gjorde at jeg kom bedre igennem det end jeg egentlig her efterfølgende havde troet. Hvis jeg var blevet ked af det havde synes det var synd for mig, tror jeg at mine kræfter havde blevet brugt anderledes. Samtidig havde jeg jo også et kæmpe ansvar overfor min lille dreng.

Jeg nåede at blive opereret 5 gange på 11 dage. 3 gange i narkose, 1 gang med epiduralblokade og 1 gang i rus.

Min fødselsberetning er en hel del anderledes end jeg selv havde håbet og ønsket, men ikke desto mindre er det min historie om hvordan Laurits kom til verden.
Onsdag aften omkring kl. 22 vågnede jeg ved at jeg blev nødt til at trække vejret lidt dybere end sædvanligt. Intet nyt i det. Jeg havde flere gange i de sidste par uger haft ’snydeveer’ og blevet skuffet efter nogle timer. Slimproppen havde dog løsnet sig tidligere, så måske der virkelig var noget på vej?! Jeg gik som vanligt ind i stuen for ikke at forstyrre Martin.
Veerne tog til i intensitet og jeg valgte at begynde at tage tid på dem. De kom med 3-5 minutters mellemrum og varede over et minut. Så langt, så godt. Nu skulle de bare blive ved, blive stærkere og komme med et tættere interval. Da klokken rundede 1 gik jeg ind for at varsko Martin om at ’noget’ vidst var i gærde. Jeg lagde mig ved siden af ham og vi tog sammen tid på veerne. Vi hyggede og slappede af.
Klokken 3 besluttede vi os for at vi hellere måtte ringe til vores jordemoder Gitte. Det havde et langt stykke af vejen været et ønske at føde hjemme i stuen, så vi var blevet tilknyttet Hjemmefødselsordningen Sjælland. Martin ringede til Gitte, som mente at det nok var bedst at hun kom et smut til Langø. Efterfølgende ringede Martin til min mormor som skulle være fødselshjælper/praktisk gris undervejs i forløbet.
Den næste halve til hele time lå jeg i sengen og nød veerne, i den forstand at jeg vidste at nu var der stor sandsynlighed for at vi snart ville møde vores lille baby. Martin begyndte at gøre klar i stuen med afdækning, fødekar osv.
Tiden flød lidt ud, men min mormor og morfar ankom og kort tid derefter kom Gitte. Jeg flyttede nu fra sengen og til sofaen. Jeg ved ikke om det uroen fra de mange mennesker, uroen omkring at huset nu blev til en ’fødestue’ eller at Martins og min meget intime sfære forsvandt, der gjorde at veerne aftog i både intensitet og varighed. Gitte forklarede mig at det var ganske normalt. Hun undersøgte mig og kunne fortælle at jeg var lige knapt 3 cm. åben og at livmoderhalsen ikke længere var der. 2 dage forinden havde hun undersøgt mig, med 2 cm. livmoderhals og ingen åbning. Så lidt var der dog sket.
Vi prøvede at gøre os det hyggeligt og hjemligt. Vi snakkede om løst og fast, Gitte noterede i systemet. Min søde morfar lavede sin gode og reelle havregrød. Lækkert. Da klokken var omkring 6 blev vi enige om at hvile os, for måske at kunne give kroppen ro og energi til at få sat ordentligt gang i veerne. Mormor og morfar kørte hjem, og ville afvente yderligere instruktioner.
Klokken blev omkring 9, da jeg beslutte at stå op. Jeg havde ikke fået sovet meget, for jeg kunne ikke finde ro, hverken siddende eller liggende. Veerne var taget lidt til i intensitet, men slet ikke noget jeg ikke kunne overskue. Gitte undersøgte mig endnu en gang. Jeg havde udvidet mig endnu en centimeter. Gitte forvissede mig om at de første centimeter altid er de sværeste.
Mine veer udviklede sig ikke rigtig, så jeg hvilede på sofaen. Gitte lavede praktisk arbejde og Martin fik en lur. Efter lidt tid besluttede vi at gå en tur i haven. Vejret var varmt, solrigt og sommerligt. Jeg gik rundt på bare tæer i græsplænen, nød duften af sommer og blomstrende syrener. Mine veer tog til og jeg kaldte Martin til mig. Jeg havde behov for at have ham hos mig til at støtte mig op af, og lidt for at bide ham i skulderen. Gitte smilede, for det betød at det gik frem af. Jeg fik det varmt og var bange for en solskoldning, så vi gik ind.
Martin fik efterhånden lov til at fylde vand i fødekarret. Wow, så måtte vi jo være godt på vej. Martin hjalp mig op i vandet. Ah, det var dejligt. Gitte sagde at enten ville veerne tage til eller gå i stå. Jeg nød vandet og hyggede mig. Desværre gik veerne i stå. Så jeg besluttede mig for at stå op af vandet og ”sætte mig selv på græs” i haven. Det virkede så godt sidst, så jeg håbede på samme virkning.
Jeg gik frem og tilbage i haven. ’Mellemveer’ og sommervejr var jo egentlig okay, men slet ikke det vi havde brug for. Vi havde brug for ’skulder-bidende’ veer og fremgang. Endnu en gang fik jeg det varmt og gik ind.
Gitte undersøgte mig og jeg havde rykket mig ½-1 cm. Slet ikke nok og som forventet. Gitte kunne stadig skubbe til Laurits, så han stod ikke ordentligt fast i bækkenet. Nu skulle der alternative midler til hvis vi ville undgå hospitalet. Vi prøvede rebozo, hvor jeg blev rystet i en af mine vikler. Jeg sad og hoppede på yogabolden. Til sidst blev jeg placeret omvendt på toilettet med det ene ben oppe på en skammel. Det var virkelig ikke en elegant og nem stilling at sidde i med en kæmpe gravid mave. Stadig ingen fremgang.
Gitte fortalte at det næste var at tage vandet, men det turde hun ikke gøre hjemme, pga. Laurits stadig ikke sad fast i bækkenet. Hun frygtede at navlesnoren ville falde ned foran hans hoved og derfor komme i klemme.
Martin gåbegyndte at tømme fødekarret og pakke sammen. Jeg fik pakket lidt ekstra ting til hospitalstasken, som heldigvis stod klar. Gitte pakkede sine ting sammen. Normalt foregår en overflytning i ambulance, men vi ønskede at køre selv. Det fik vi lov til. Gitte fulgte efter i sin bil. Klokken var omkring 18-19 stykker torsdag aften.
En times tid senere ankom vi til afdeling 220: føde- og barselsgangen på Nykøbing F. sygehus. Vi blev installeret på en stue med jordemoder Pernille og ’vores’ Gitte. Jeg blev nu undersøgt adskillige gange. Mine veer var stadig det jeg ville kalde ’mellemveer’. Undervejs skiftede jeg jordemoder fra Pernille til Lotte. De tog vandet, og hvilken sær oplevelse. Lunt vand der bare vælter ud mellem benene på en. Dette satte ikke gang i noget yderligere. Klokken var efterhånden henne omkring kl. 22. Gitte havde nu været i gang i 18-19 timer, så hun kørte hjem. Det gjorde hun normalt ikke under fødsler, men da der ikke var udsigt til nogen nærtstående fødsel blev hun nødt til at køre hjem og hvile. Det var helt i orden for mig.
Der kom nu endnu en jordemoder ind. Ifølge Lotte kunne hende her nogle tricks med sådan nogle drillende børn, som Laurits. Hvad hun helt præcist gjorde ved jeg ikke, men det var ikke rart. Det gjorde ondt og var ubehageligt. Jeg var lykkelig da hun gik. Jeg kunne mærke i min krop, at der ikke skete noget som helst.
Undervejs på fødegangen havde jeg udvidet mig fra 7 til 9 cm., men Laurits stod stadig ikke ordentligt fast. Hvis og når jeg fik presseveer ville jeg ikke kunne bruge dem til særlig meget.
Lotte gav mig vedrop. Det skulle sætte gang i veerne og ikke mindst hjælpe Laurits på rette vej. Veerne tog bestemt til, og jeg kunne se at Lotte skruede mere og mere op for droppet. På det her tidspunkt var jeg træt og følte det hele ret overvældende og uoverskueligt. Martin sad ved min side, holdt min hånd og trøstede mig.
Veerne begyndte at bide rigtig meget. Jeg fik en følelse af at jeg skulle på toilettet. Lotte undersøgte mig og kunne fortælle at jeg nu var 10 cm. åben, men at Laurits stadig ikke var klar. Jeg bad Lotte om at hjælpe mig. Det var uoverskueligt, gjorde hammer ondt og jeg kunne mærke at min krop ikke var klar til at føde vores dreng.
Lotte heppede på mig, og sagde at hun ville bestille en epidural blokade, for at jeg kunne få lidt ro. Fint for mig, selvom jeg på forhånd ikke havde ønsket medicinsk hjælp. Lige der var jeg hamrende ligeglad. Jeg ville bare havde hjælp.
Inden epidural blokaden nåede frem fik jeg pressetrang. Det betød at jeg ikke kunne få epidural blokaden, for den ville ikke hjælpe. Følelsen af at ens anus er ved at eksplodere og at man ikke kan styre pressetrangen; der må og skal presses på veen.
På det her tidspunkt er jeg enorm træt. Hvad klokken er aner jeg ikke, men vi er på den anden side af midnat. Jeg presser af flere omgange når veerne vælter ind over mig. Følelsen af at der ikke sker noget, er overvældende. Martin er en kæmpe støtte, holder min hånd og siger ”pres, pres, pres” hver gang.
Efter nogen tid bliver jeg bedt om at gå ud på toilettet, for at få hjælp fra tyngdekraften. Jeg er træt, så jeg beder Martin om at gå med. Da jeg sidder på toilettet kan jeg mærke at jeg bliver svimmel og dårlig. Martin fortæller efterfølgende at mine øjne vender rundt og jeg bliver tung i kroppen. Han må flere gange tage fat i mig. Han får fat i Lotte, som sammen med Martin, nærmest bærer mig ind i sengen.
Lotte kalder på lægen. Det er tydeligt at jeg ikke har mere energi. Veerne vælter ind over mig. Jeg skriger og stønner højlydt. Jeg kan ikke lade være. Lyden må ud. Martin sidder ved min side og på den anden side er en ung pige, formodentlig en SOSU-assistent. De spørger mig flere gange om jeg er der, men jeg brummer bare. Jeg er så træt og hver ve trækker tænder ud. Jeg kan ikke mere. Lægen tilbyder at sætte en kop på Laurits’ hoved, men kan kan godt se at jeg ikke vil kunne presse med. Nu er der kun én udvej: akut kejsersnit.
Lotte, Martin og lægen spørger jeg om jeg forstår. Jeg nikker. Nu går det stærkt. Vedroppet bliver stoppet, jeg får vestoppende medicin, syreneutraliserende drik, Martin kommer i grønt tøj og hue. Pludselig kører jeg mod operationsstuen. Det er uvirkeligt og samtidig bliver jeg rolig. Nu er Laurits på vej.
På operationsstuen bliver jeg taget imod af en masse mennesker. Jeg skal have lagt en epiduralblokade. Martin bliver sat i den anden ende af rummet og han må ikke kigge. Der bliver stukket forkert, så hele mit venstre ben brænder, der løber lyn igennem. Det var langt værre end veerne. Av, for satan! Der bliver kaldt en overlæge, og han får lagt bedøvelsen.
Jeg bliver lagt op på operationsbordet hvor de spænder mine ben fast. Jeg kan egentlig ikke mærke det, men jeg tænker ikke over det. Der bliver smut noget på min mave. De spørger om jeg kan mærke det, hvortil jeg svarer: ”Ja, det kilder.” De griner og siger at det er koldt som det jeg fik på ryggen førend epiduralblokaden. Lægen spørger om jeg kan mærke noget, og det kan jeg ikke. Han siger at han nev mig i maveskinnet med en tang. Så går de i gang..
Jeg har på tv set et kejsersnit, så jeg beder Martin om at kigge mig i øjnene, for at holde fokus på ham og kun ham, for simpelthen ikke at gå i panik. Kort tid efter kommer et klynk og et ”Nej, se en stor dreng!”. Laurits giver endnu et klynk fra sig og det går op for mig at han er født. Han bliver taget over på et lille bord og undersøges. Martin går derover. Jeg kan se ham. Min lille dreng, som faktisk ikke er så lille endda. Martin smiler til mig. Martin får lov til at klippe navlesnoren. Han tager billeder af Laurits.

Martin kommer over til mig med Laurits i armene. Laurits vejer 4360 g., måler 56 cm., har krøllet hår og en trykket næse. Han er helt perfekt. Han scorer også 10 på Apgar, så alt er godt. Jeg græder og Martin græder. Men vi er lykkelige. Klokken runder 5 fredag morgen.
Efterfølgende bliver vi kørt på intensiv. Ikke fordi vi har brug for intensiv pleje, men fordi opvågningen først åbner kl. 9. Her får vi lov til at lære Laurits at kende. Jeg får stor hjælp til at ligge ham til brystet, jeg får lidt at drikke og Martin kan hvile sig lidt i en stol. Martin skriver til vores familier og han melder at han starter barsel til sit arbejde.
Det har været en hel vild oplevelse. Tiden hjemme på Langø var god og rolig. Gitte skabte tryghed og professionalisme. På fødegangen følte jeg virkelig at alting blev trukket i langdrag og at de på den ene eller anden måde var med til at få mig så langt ud, hvor jeg nærmest forsvandt.
Men i sidste ende kom Laurits til verden..

Min beretning om hvordan en tirsdag aften pludselig udviklede sig til en tur til fødegangen på Nykøbing F. sygehus..

Tirsdag forløb som tirsdage forløber for tiden: Martin er på job og jeg trisser rundt herhjemme med min meget højgravide mave. Lidt vasketøj, lidt opvask, lidt serier på Netflix, hindbærblad the.

Martin kom hjem fra job, hoppede i bad og satte så ellers maden i gang. Vi fik en hakkebøf med fritter. Meget stille og roligt.

Kort tid efter vi havde spist fik jeg ondt i maven. Eller som sådan ikke i maven, men oppe under ribbenene. Jeg mistænkte lille L for at lave gymnastik oppe under ribbenene og tænkte at jeg blot skulle gå lidt rundt og strække armene over hovedet; som jeg så ofte har måtte gøre.

Åh.. Smerterne forsvandt altså ikke sådan lige. De blev faktisk værre. Smerterne var lige under ribbenene, hele vejen over. Av.. Martin sad i sofaen og prøvede at koncentrere sig om én af hans favorit serier for tiden, men han virkede nu alligevel lidt bekymret: Mon der var en fødsel på vej?

Selv jeg var i tvivl. Men der var jo ikke rigtig nogen pause, men bare smerter hele tiden.

Jeg prøver at sidde ned, ligge ned, læne mig op af en stor bold, gå en tur på toilettet, spise lidt mad.. INTET hjælper.

Martin går som oftest i seng omkring kl. 21, så han kan nå at få 7-8 timer om natten. Han vil dog ikke gå i seng, når jeg har så ondt. Han beder mig skrive til min jordemoder, Gitte, for at høre hvordan vi skal forholde os.

Jeg ved at hun har været i KBH hele aftenen, så det undrer mig ikke at hun ringer i stedet for at skrive. Hun spørger hvor smerterne sidder, om der er pause, om jeg har haft normal afføring, om jeg har spist anderledes osv. Hun mistænker galdesten, men samtidig er organerne presset så meget sammen at det også kan være leveren. Hun vil ringe til fødegangen, for at høre om de vil se mig eller hvad de i så fald mener jeg så skal gøre.

Jeg adviserer Martin, går en tur på toilettet og afventer at Gitte skal ringe tilbage. Vi forventer (og håber!) lidt at hun siger vi skal til Nykøbing, selvom at det vil betyde at vi nok ikke får så meget søvn og at Martin kan risikere at skulle tage en sygedag om onsdagen. Men for s*tan hvor gjorde det dog ondt og ikke mindst gjorde usikkerheden ondt.

Gitte ringede kort tid efter og bad mig tage 2 panodiler, sætte mig i bilen og køre mod Nykøbing F. En times tid i bil, hvor det er svært at sidde ned er ikke sjovt, men i dette tilfælde bare nødvendigt.

Vi lander i Nykøbing F. kl. 23-ish og tøffer op til fødegangen. Her tager en meget sød og rolig jordemoder imod os. Hele min krop ryster af smerter og vi bliver hurtigt ledt ind på en fødestue. Jeg skal have taget målinger af lille L, mit blodtryk og en urinprøve. Der er ikke noget at sætte en finger på, så de bestiller blodprøver og en scanning af maveregionen.

Blodprøverne skal af gode grunde lige analyseres førend de kan få et svar. Undervejs er der en meget fødende kvinde på vej, så vi giver fødestuen til hende og går i stedet ned i opholdsstuen for at afvente svarene på blodprøverne. Åh.. Smerter og ventetid. Ikke min stærke side..

Jordemoderen kommer efter 30 min. og fortæller at lægen netop har kørt den fødende kvinde til akut kejsersnit, så der vil gå 1 times tid, inden jeg kan blive scannet og samtidig få svar på mine blodprøver. Martin ligger sig på sofaen for at sove lidt og jeg går op og ned af barselsgangen for at kunne holde smerterne ud. Klokken har på nuværende tidspunkt passeret midnat.

Omkring 1.30 bliver vi vist tilbage til den lille stue, hvor lægen kort tid efter kommer for at scanne mig. Han kan umiddelbart ikke se noget på scanningen. Mine blodprøver viser ikke noget alarmerende, men mine trombocytter er lave. Det har betydning for om hvorvidt mit blod kan koagulere (størkne), så de vil gerne have nye blodprøver i morgen tidlig. Da vi har 1 times kørsel hver vej, og vi allerede er godt trætte, bliver vi tilbudt en barselsstue. Det takker vi ja til.

Klokken når at runde 2.30 inden vi har lagt os til at sove. Det er dejligt at komme ned at ligge. Smerterne er klinget lidt af, men er der stadig. På stuen ved siden af er der en baby, som ofte græder. Det får betydning for mængden og kvaliteten af søvnen dén nat.

Klokken bliver ikke mere end 5-5.30, da jeg opgiver at sove mere. Jeg ved at Martins vækkeur ringer kl. 6, så jeg afventer.

Martin har sovet på en ret træls sovesofa, så han er mørbanket da vækkeuret ringer. Vi kommer i tøjet, får tisset af og børstet tænder. Smerterne er mere eller mindre væk, men for pokker hvor er jeg dog sulten.. Hm, 2-3 timer til blodprøverne skal tages på fastende mave. Suk..

Martin ringer sig syg. Hans firmabil bliver afhentet hjemme på Langø og hans makker bliver sat ind i dagens opgaver.

Blodprøverne bliver tager omkring kl. 9 og en jordemoder kommer og fortæller at jeg skal til scanning. Der vil komme nogle og hente mig og følge mig derhen. Vi ligger os begge i min seng og finder en film på Viaplay. 2 meget søde kvinder kommer og følger mig til scanning kl. 9.30.

Scanningen viser ‘grus’ og fortykket galde i galdeblæren. Der er ikke nogen større sten at se, men da alt er presset så meget sammen grundet den store baby i maven kan gruset sagtens være nok til at give smerter. Så diagnosen er, sagt med et smil, grus i maskineriet.

Jeg har endnu ikke fået svar på blodprøver, så vi tøffer tilbage til barselsstuen. Efter lidt tid er jeg alt for utålmodig og går ned og beder om morgenmad. De kunne på daværende tidspunkt sælge sand i Sahara til mig. For pokker hvor er jeg dog sulten.

Klokken når at blive 11.30 og Martin går ned for at høre til blodprøverne. De har endnu ikke hørt noget, men kontakter lægen.

Kl. 12, ca. 13 timer efter vi ankom, kommer en læge forbi og fortæller at blodprøverne er fine og vi må gerne køre hjem, for de kan umiddelbart ikke gøre noget.

De ønsker os god tur hjem og håber vi får vores ønske om en hjemmefødsel opfyldt. De håber vi også..

Så grus i maskineriet.. Tja, heldigvis er smerterne væk, men kan desværre vende tilbage. Der skal laves nye undersøgelser når lille L er født og der er gået 8-10 uger.

Jeg har ikke været aktiv her på bloggen den sidste måneds tid. Ikke fordi at jeg ikke har haft lyst, men overskuddet har simpelthen ikke været til stede.

Jeg vil ærligt indrømme at jeg er træt, meget træt. Fysisk, men også psykisk, over at være gravid.

Jeg elsker vores lille dreng, som jeg bærer i maven, langt højere end jeg nogensinde har har elsket nogen anden.

Jeg savner dog min krop. Jeg savner at kunne løbe en tur, vende mig i sengen, sidde ordentligt på en stol, gå en tur uden plukveer, have sex med min kæreste uden at føle mig som en hval.. Jeg savner selv at kunne gøre en hel del hverdagsting, men mest af alt savner jeg min bevægelsesfrihed.

I dag er der præcis 14 dage til termin. 14 dage. Det vil sige at siden jeg blev gravid er der gået 266 dage. Det er ikke løgn når folk siger at den sidste måned er den længste. Utålmodighed, manglen på bevægelsesfrihed, utålmodighed, ‘er det mon nu’ veer.. Jeg har de sidste par dage haft flere gange hvor jeg blev i tvivl om hvorvidt det var nu; kraftige plukveer, menstruationssmerter, ondt i lænden, diarré. Men nej, det var bare kroppen der gjorde sig lidt mere klar.

Jeg har læst en del om kvinder med PCO, som jo kæmper med en dårlig hormonbalance, som har haft svært ved at gå i fødsel naturligt, grundet at hormonerne simpelthen ikke kan indstille sig rigtigt og sætte det i gang. Så.. Jeg er spændt på om jeg kan gå i gang med fødslen selv eller om jeg skal en tur til Nykøbing F. og sættes i gang.

Jeg glæder mig til at føde. Rigtig meget. Jeg glæder mig til at opleve min krop i sit yderste ved at føde et barn. Jeg er som kvinde skabt til at føde, så det bliver en spændende oplevelse.

Jeg drømmer stadig om en hjemmefødsel og alt er klar: fødekarret, afdækning af gulv, håndklæder, sengetøj, planen for hvor lang tid der skal gå inden vi ringer til Gitte (vores jdm), aftalen med at min mormor skal komme og være praktisk gris..

Jeg glæder mig til at gøre min vidunderlige kæreste til far. Han bliver helt igennem fantastisk!

Foråret er på vej. Der har længe været smukke blomster i haven. Naboerne rydder op i deres haver og vores står på stand-by. Lige nu er al energi fokuseret på lille L. 💙

14 dage til.. Maximalt 26 til jeg sættes i gang. Jeg glæder mig uendeligt meget til at møde dig 👶🏼💙

Med små 7 uger til terminsdatoen, tænkte jeg at det så småt måtte være tid til at få lanolin behandlet mine uldblebukser.

Jeg har købt 5 par og så har min tante strikket 4 par. Så jeg er godt med i forhold til beholdningen. De er naturligvis ikke i samme størrelse, så jeg burde være godt kørende de næste par måneder.

Selvom jeg bor i udkanten af Danmark og at vi måske ikke har mange special butikker, så har vi dog alligevel en helsebiks – HelseHuset. Hos dem har jeg købt lanolin og uld vask. Dejligt at kunne bruge de lokale butikker, fremfor at alt skal købes online.

Jeg har lært rigtig, rigtig meget om stofbleer og hele tanken om at ‘reuse’. Det glæder mig at vi kan bruge materialer igen, i stedet for blot at smide ud.

Lanolin behandling

Jeg har taget udgangspunkt i ‘Ko & Ko’ opskriften på lanolin behandling af uldblebukser.

Helt grundlæggende skal man bruge:

– 1 tsk. uld vaskemiddel

– 1 tsk. lanolin

– 1 balje med varmt vand.

Jeg kogte en kedel vand og resten tog jeg fra den varme hane. Vandet skal blot være så varmt at lanolinen smelter.

Blebukserne vender jeg på vrangen, for det er jo på indersiden at bukserne skal være vandtætte.

Blebukserne lægges i baljen med lanolin blandingen. Her trykker jeg blebukserne under vandet med en ske. Det er vigtigt at bukserne er helt under vand. For at holde dem nede ligger jeg en tallerken over.

30 minutter senere hælder jeg vandet fra og trykker forsigtigt det overskydende vand ud. Det er vigtigt ikke at vride. Det har ulden ikke godt af.

Nu ligger bukserne til tørre på tørrestativet ude i den skønne forårssol.

Nu er jeg ét skridt tættere på at være klar til at Laurits ankommer. 👍🏻

Hvis du vil vide mere om mine tanker omkring brugen af stofble, kan du læse mit tidligere blogindlæg.

Stofble til den lille..