Et spark..

I mit arbejde, som lærer, er jeg desværre nogle gange nødsaget til at hjælpe et barn med at hjælpe sig selv, ved at holde barnet fast. Det er ikke en god oplevelse, men et nødvendigt onde for at barnet ikke skader sig selv eller andre.

I dag var en af de dage hvor jeg så mig selv nødsaget til at gribe ind. Jeg var heldigvis ikke alene i klassen, så jeg havde god hjælp og støtte.

Men.. Der skete desværre det at barnet fik sparket mig, og af alle steder, på min mave. Hvor gjorde det ondt – fysisk som psykisk.

I timerne efter gjorde det stadigvæk ondt. Jeg fik talt med min leder, som bad mig kontakte min læge. Her fik jeg beskeden at jeg måtte afvente en eventuel blødning eller voldsomme smerter. De kunne uanset ikke gøre noget, men blot afvente.

Så nu “venter” jeg.

Jeg er ked af det. Ked af situationen som barnet var i, men også over at jeg nu, inderst inde, er bange for at gå på arbejde. Jeg er heldig at være blevet gravid, så mit arbejde skal ikke ødelægge det.

Nu må vi se hvad der sker – og om der sker noget!