Manglende entusiame for graviditeten..

Jeg er nu i 24. uge. Hvis Blob bliver inde i hulen har jeg 17 uger at se frem til.. Og jeg er ikke imponeret, som overhovedet ikke!

Jeg har i mange, mange år drømt om at blive mor. Det ligger i mig at det er meningen med livet.

Det tog mig lidt over 6 måneder at overtale Martin, og derefter tog det os 13 måneder, med diverse udredninger, undersøgelser, en masse løbeture og grønsager, førend at jeg blev gravid og jeg en måned senere stod med en positiv test 3+6.

Kvalmen, træthed og generel ubehag var min hverdag de første par uger. Derefter kom et par gode uger, som efterfølgende gik over i bækkensmerter og til sidst en sygemelding på ubestemt tid pga. bækkenløsning. Adskillige løftede pegefingre om min hurtigt stigende vægt og et større og større mismod.

Bækkenløsningen er nu her, knapt 9 uger efter, ikke så slem, men jeg undgår også trapper, løft og at stå for meget op – hvilket jeg absolut ikke kunne undgå i mit arbejde som lærer. Om jeg savner mit arbejde?! Absolut. Jeg savner at være til gavn for samfundet, at lære fra mig, at være en ressource på mit arbejde og ikke mindst at tale med forskellige mennesker.

Mens smerter fra bækkenløsningen ikke er lige så udpræget mere, så er jeg løbet ind en anden ‘glæde’ som ingen havde advaret eller forberedt mig på; en baby som møffer sig op under mine ribben og gør at vejrtrækningen er mega besværlig og gør hammer ondt. Undskyld mig, tøf lige ned i maven igen. Det har bevirket at jeg nu i nogle nætter har siddet/ligget i sofaen og ømmet mig, mens Bonderøven har kørt på tv’et.

Reklamer om stakkels dyrebørn, udsultede børn i Afrika og sørgelige tøsefilm er efterhånden et no-go, for jeg tuder som pisket HVER gang. Martin, den stakkel, ved det godt, og prøver at trøste mig så godt han nu kan uden at grine, for det er nu ret grinagtigt. Hormonella for fuld udblæsning.

Nu skal det ikke lyde som om at jeg ikke glæder mig, for det gør jeg. 100000 %. Jeg glæder mig til at møde vores lille, livlige søn. Jeg håber at han ligner en Laurits, for det navn har jeg forelsket mig pladask i. Sjovt nok hed min ene oldefar, på min fars side, også Laurits. Det vidste jeg slet ikke, førend jeg nævnte navnet for min far.

Jeg glæder mig til at skulle føde. Jeg glæder mig til at få min helt egen oplevelse af hvad det vil sige at føde. Lige nu, har jeg lov til at føde hjemme. Om det ændrer sig handler helt om hvorvidt mit stofskifte forbliver velreguleret, at han sætter sig fast med hovedet ned af, at jeg ikke får svangerskabsforgiftning, mit blodtryk er normalt osv. osv. Tanken om at skulle føde hjemme i vores lille hus på Langø gør mig aldeles lykkelig og tryg, ikke mindst med tanken om at min elskede Martin er lige ved siden af og kan hjælpe mig.

Lige nu sidder jeg med kvalme, ondt i maven efter at Blob har sparket mig et par gange (elsker at mærke han er derinde!) og tung i hovedet.

Jeg vil lave mig en god kop Pukka the (jeg elsker den med lakrids og peppermynte), et varmt tæppe og en sæson eller to af Bonderøven. Hvis jeg skal gå herhjemme og tulle i 17 uger endnu, kan jeg vel ligesåvel gøre det mig hyggeligt.