Grus i maskineriet..

Da Laurits kom til verden..

Min fødselsberetning er en hel del anderledes end jeg selv havde håbet og ønsket, men ikke desto mindre er det min historie om hvordan Laurits kom til verden.
Onsdag aften omkring kl. 22 vågnede jeg ved at jeg blev nødt til at trække vejret lidt dybere end sædvanligt. Intet nyt i det. Jeg havde flere gange i de sidste par uger haft ’snydeveer’ og blevet skuffet efter nogle timer. Slimproppen havde dog løsnet sig tidligere, så måske der virkelig var noget på vej?! Jeg gik som vanligt ind i stuen for ikke at forstyrre Martin.
Veerne tog til i intensitet og jeg valgte at begynde at tage tid på dem. De kom med 3-5 minutters mellemrum og varede over et minut. Så langt, så godt. Nu skulle de bare blive ved, blive stærkere og komme med et tættere interval. Da klokken rundede 1 gik jeg ind for at varsko Martin om at ’noget’ vidst var i gærde. Jeg lagde mig ved siden af ham og vi tog sammen tid på veerne. Vi hyggede og slappede af.
Klokken 3 besluttede vi os for at vi hellere måtte ringe til vores jordemoder Gitte. Det havde et langt stykke af vejen været et ønske at føde hjemme i stuen, så vi var blevet tilknyttet Hjemmefødselsordningen Sjælland. Martin ringede til Gitte, som mente at det nok var bedst at hun kom et smut til Langø. Efterfølgende ringede Martin til min mormor som skulle være fødselshjælper/praktisk gris undervejs i forløbet.
Den næste halve til hele time lå jeg i sengen og nød veerne, i den forstand at jeg vidste at nu var der stor sandsynlighed for at vi snart ville møde vores lille baby. Martin begyndte at gøre klar i stuen med afdækning, fødekar osv.
Tiden flød lidt ud, men min mormor og morfar ankom og kort tid derefter kom Gitte. Jeg flyttede nu fra sengen og til sofaen. Jeg ved ikke om det uroen fra de mange mennesker, uroen omkring at huset nu blev til en ’fødestue’ eller at Martins og min meget intime sfære forsvandt, der gjorde at veerne aftog i både intensitet og varighed. Gitte forklarede mig at det var ganske normalt. Hun undersøgte mig og kunne fortælle at jeg var lige knapt 3 cm. åben og at livmoderhalsen ikke længere var der. 2 dage forinden havde hun undersøgt mig, med 2 cm. livmoderhals og ingen åbning. Så lidt var der dog sket.
Vi prøvede at gøre os det hyggeligt og hjemligt. Vi snakkede om løst og fast, Gitte noterede i systemet. Min søde morfar lavede sin gode og reelle havregrød. Lækkert. Da klokken var omkring 6 blev vi enige om at hvile os, for måske at kunne give kroppen ro og energi til at få sat ordentligt gang i veerne. Mormor og morfar kørte hjem, og ville afvente yderligere instruktioner.
Klokken blev omkring 9, da jeg beslutte at stå op. Jeg havde ikke fået sovet meget, for jeg kunne ikke finde ro, hverken siddende eller liggende. Veerne var taget lidt til i intensitet, men slet ikke noget jeg ikke kunne overskue. Gitte undersøgte mig endnu en gang. Jeg havde udvidet mig endnu en centimeter. Gitte forvissede mig om at de første centimeter altid er de sværeste.
Mine veer udviklede sig ikke rigtig, så jeg hvilede på sofaen. Gitte lavede praktisk arbejde og Martin fik en lur. Efter lidt tid besluttede vi at gå en tur i haven. Vejret var varmt, solrigt og sommerligt. Jeg gik rundt på bare tæer i græsplænen, nød duften af sommer og blomstrende syrener. Mine veer tog til og jeg kaldte Martin til mig. Jeg havde behov for at have ham hos mig til at støtte mig op af, og lidt for at bide ham i skulderen. Gitte smilede, for det betød at det gik frem af. Jeg fik det varmt og var bange for en solskoldning, så vi gik ind.
Martin fik efterhånden lov til at fylde vand i fødekarret. Wow, så måtte vi jo være godt på vej. Martin hjalp mig op i vandet. Ah, det var dejligt. Gitte sagde at enten ville veerne tage til eller gå i stå. Jeg nød vandet og hyggede mig. Desværre gik veerne i stå. Så jeg besluttede mig for at stå op af vandet og ”sætte mig selv på græs” i haven. Det virkede så godt sidst, så jeg håbede på samme virkning.
Jeg gik frem og tilbage i haven. ’Mellemveer’ og sommervejr var jo egentlig okay, men slet ikke det vi havde brug for. Vi havde brug for ’skulder-bidende’ veer og fremgang. Endnu en gang fik jeg det varmt og gik ind.
Gitte undersøgte mig og jeg havde rykket mig ½-1 cm. Slet ikke nok og som forventet. Gitte kunne stadig skubbe til Laurits, så han stod ikke ordentligt fast i bækkenet. Nu skulle der alternative midler til hvis vi ville undgå hospitalet. Vi prøvede rebozo, hvor jeg blev rystet i en af mine vikler. Jeg sad og hoppede på yogabolden. Til sidst blev jeg placeret omvendt på toilettet med det ene ben oppe på en skammel. Det var virkelig ikke en elegant og nem stilling at sidde i med en kæmpe gravid mave. Stadig ingen fremgang.
Gitte fortalte at det næste var at tage vandet, men det turde hun ikke gøre hjemme, pga. Laurits stadig ikke sad fast i bækkenet. Hun frygtede at navlesnoren ville falde ned foran hans hoved og derfor komme i klemme.
Martin gåbegyndte at tømme fødekarret og pakke sammen. Jeg fik pakket lidt ekstra ting til hospitalstasken, som heldigvis stod klar. Gitte pakkede sine ting sammen. Normalt foregår en overflytning i ambulance, men vi ønskede at køre selv. Det fik vi lov til. Gitte fulgte efter i sin bil. Klokken var omkring 18-19 stykker torsdag aften.
En times tid senere ankom vi til afdeling 220: føde- og barselsgangen på Nykøbing F. sygehus. Vi blev installeret på en stue med jordemoder Pernille og ’vores’ Gitte. Jeg blev nu undersøgt adskillige gange. Mine veer var stadig det jeg ville kalde ’mellemveer’. Undervejs skiftede jeg jordemoder fra Pernille til Lotte. De tog vandet, og hvilken sær oplevelse. Lunt vand der bare vælter ud mellem benene på en. Dette satte ikke gang i noget yderligere. Klokken var efterhånden henne omkring kl. 22. Gitte havde nu været i gang i 18-19 timer, så hun kørte hjem. Det gjorde hun normalt ikke under fødsler, men da der ikke var udsigt til nogen nærtstående fødsel blev hun nødt til at køre hjem og hvile. Det var helt i orden for mig.
Der kom nu endnu en jordemoder ind. Ifølge Lotte kunne hende her nogle tricks med sådan nogle drillende børn, som Laurits. Hvad hun helt præcist gjorde ved jeg ikke, men det var ikke rart. Det gjorde ondt og var ubehageligt. Jeg var lykkelig da hun gik. Jeg kunne mærke i min krop, at der ikke skete noget som helst.
Undervejs på fødegangen havde jeg udvidet mig fra 7 til 9 cm., men Laurits stod stadig ikke ordentligt fast. Hvis og når jeg fik presseveer ville jeg ikke kunne bruge dem til særlig meget.
Lotte gav mig vedrop. Det skulle sætte gang i veerne og ikke mindst hjælpe Laurits på rette vej. Veerne tog bestemt til, og jeg kunne se at Lotte skruede mere og mere op for droppet. På det her tidspunkt var jeg træt og følte det hele ret overvældende og uoverskueligt. Martin sad ved min side, holdt min hånd og trøstede mig.
Veerne begyndte at bide rigtig meget. Jeg fik en følelse af at jeg skulle på toilettet. Lotte undersøgte mig og kunne fortælle at jeg nu var 10 cm. åben, men at Laurits stadig ikke var klar. Jeg bad Lotte om at hjælpe mig. Det var uoverskueligt, gjorde hammer ondt og jeg kunne mærke at min krop ikke var klar til at føde vores dreng.
Lotte heppede på mig, og sagde at hun ville bestille en epidural blokade, for at jeg kunne få lidt ro. Fint for mig, selvom jeg på forhånd ikke havde ønsket medicinsk hjælp. Lige der var jeg hamrende ligeglad. Jeg ville bare havde hjælp.
Inden epidural blokaden nåede frem fik jeg pressetrang. Det betød at jeg ikke kunne få epidural blokaden, for den ville ikke hjælpe. Følelsen af at ens anus er ved at eksplodere og at man ikke kan styre pressetrangen; der må og skal presses på veen.
På det her tidspunkt er jeg enorm træt. Hvad klokken er aner jeg ikke, men vi er på den anden side af midnat. Jeg presser af flere omgange når veerne vælter ind over mig. Følelsen af at der ikke sker noget, er overvældende. Martin er en kæmpe støtte, holder min hånd og siger ”pres, pres, pres” hver gang.
Efter nogen tid bliver jeg bedt om at gå ud på toilettet, for at få hjælp fra tyngdekraften. Jeg er træt, så jeg beder Martin om at gå med. Da jeg sidder på toilettet kan jeg mærke at jeg bliver svimmel og dårlig. Martin fortæller efterfølgende at mine øjne vender rundt og jeg bliver tung i kroppen. Han må flere gange tage fat i mig. Han får fat i Lotte, som sammen med Martin, nærmest bærer mig ind i sengen.
Lotte kalder på lægen. Det er tydeligt at jeg ikke har mere energi. Veerne vælter ind over mig. Jeg skriger og stønner højlydt. Jeg kan ikke lade være. Lyden må ud. Martin sidder ved min side og på den anden side er en ung pige, formodentlig en SOSU-assistent. De spørger mig flere gange om jeg er der, men jeg brummer bare. Jeg er så træt og hver ve trækker tænder ud. Jeg kan ikke mere. Lægen tilbyder at sætte en kop på Laurits’ hoved, men kan kan godt se at jeg ikke vil kunne presse med. Nu er der kun én udvej: akut kejsersnit.
Lotte, Martin og lægen spørger jeg om jeg forstår. Jeg nikker. Nu går det stærkt. Vedroppet bliver stoppet, jeg får vestoppende medicin, syreneutraliserende drik, Martin kommer i grønt tøj og hue. Pludselig kører jeg mod operationsstuen. Det er uvirkeligt og samtidig bliver jeg rolig. Nu er Laurits på vej.
På operationsstuen bliver jeg taget imod af en masse mennesker. Jeg skal have lagt en epiduralblokade. Martin bliver sat i den anden ende af rummet og han må ikke kigge. Der bliver stukket forkert, så hele mit venstre ben brænder, der løber lyn igennem. Det var langt værre end veerne. Av, for satan! Der bliver kaldt en overlæge, og han får lagt bedøvelsen.
Jeg bliver lagt op på operationsbordet hvor de spænder mine ben fast. Jeg kan egentlig ikke mærke det, men jeg tænker ikke over det. Der bliver smut noget på min mave. De spørger om jeg kan mærke det, hvortil jeg svarer: ”Ja, det kilder.” De griner og siger at det er koldt som det jeg fik på ryggen førend epiduralblokaden. Lægen spørger om jeg kan mærke noget, og det kan jeg ikke. Han siger at han nev mig i maveskinnet med en tang. Så går de i gang..
Jeg har på tv set et kejsersnit, så jeg beder Martin om at kigge mig i øjnene, for at holde fokus på ham og kun ham, for simpelthen ikke at gå i panik. Kort tid efter kommer et klynk og et ”Nej, se en stor dreng!”. Laurits giver endnu et klynk fra sig og det går op for mig at han er født. Han bliver taget over på et lille bord og undersøges. Martin går derover. Jeg kan se ham. Min lille dreng, som faktisk ikke er så lille endda. Martin smiler til mig. Martin får lov til at klippe navlesnoren. Han tager billeder af Laurits.

20170519_045525
Martin kommer over til mig med Laurits i armene. Laurits vejer 4360 g., måler 56 cm., har krøllet hår og en trykket næse. Han er helt perfekt. Han scorer også 10 på Apgar, så alt er godt. Jeg græder og Martin græder. Men vi er lykkelige. Klokken runder 5 fredag morgen.
Efterfølgende bliver vi kørt på intensiv. Ikke fordi vi har brug for intensiv pleje, men fordi opvågningen først åbner kl. 9. Her får vi lov til at lære Laurits at kende. Jeg får stor hjælp til at ligge ham til brystet, jeg får lidt at drikke og Martin kan hvile sig lidt i en stol. Martin skriver til vores familier og han melder at han starter barsel til sit arbejde.
Det har været en hel vild oplevelse. Tiden hjemme på Langø var god og rolig. Gitte skabte tryghed og professionalisme. På fødegangen følte jeg virkelig at alting blev trukket i langdrag og at de på den ene eller anden måde var med til at få mig så langt ud, hvor jeg nærmest forsvandt.
Men i sidste ende kom Laurits til verden..

2 kommentarer

  • Teresa

    Wauw, sikke en beretning. Det er vildt, hvor stor forskel, at der kan være på fødsler. Flot klaret, og hvor ser Han også bare perfekt ud!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • manjai731@hotmail.com

    Waaauw for en kvinde, du er, smuk smuk beretning og meget ærlig. :-*

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Grus i maskineriet..